I 10 år har 58-årige Per rejst verden rundt for at gennemføre World Marathon Majors. I 2024 gennemførte han serien og modtog den eftertragtede medalje.
For ham handler det ikke kun om placeringer eller konkurrence, men om
oplevelser, rejser og kærligheden til at løbe.
Vi har talt med Per om hans oplevelser, og hvad det betyder for ham at være
en del af World Marathon Majors. Til daglig arbejder Per hos Marathon Sport,
hvor løb også fylder meget.
Det startede faktisk lidt tilfældigt i 2013. Jeg var i Berlin for at løbe marathon med min løbeklub, som jeg er hvert efterår. Jeg tror ikke, at jeg havde hørt om World Marathon Majors på det tidspunkt. Så faldt jeg tilfældigvis over konceptet, hvor man kunne rejse samtidig med, at man løb marathon, og det syntes jeg lød vildt fedt.
Så fandt jeg også ud af, at man kunne kvalificere sig på tid til de andre løb. I forhold til min alder og mine tider besluttede jeg mig for at give det en chance, fordi jeg kunne se, at jeg godt kunne kvalificere mig. Det blev indgangen til at rejse ud og løbe marathon.
Da jeg var yngre, handlede det meget om at nå en bestemt tid, som det gør
for så mange andre. Nu handler det kun om oplevelser for mig. Om at gøre
det til en ferie sammen med blandt andet min familie og dele oplevelsen med andre.
Da vi var i Tokyo, løb vi marathon og havde derefter tre ugers ferie. Vi har også været af sted for at løbe marathon med hele familien, hvilket jo også var vildt fedt. Vi tager aldrig bare af sted, løber og tager hjem igen.
De er fede alle sammen, men det fedeste var helt klart New York! Det var helt sindssygt flot at løbe og kigge ud over skylinen. Hold da op, der var også mange mennesker, men det forstår man godt.
Løbet starter lidt uden for byen, og så løber man ind gennem de forskellige bydele. Det er jo nærmest en ren sightseeing tur. Hvis man skal vælge ét løb, så skal man helt klart vælge det. Det er en enormt hård rute med mange stigninger og utrolig dårlig asfalt.
Et andet godt minde er fra Tokyo. Der var lige blevet åbnet for rejser igen efter corona, men man skulle udfylde daglige helbredsrapporter via en app og tage sin temperatur flere gange dagligt. Da vi skulle have udleveret vores startnumre, blev appen tjekket af læger på messen, inden vi fik dem udleveret.
Sammen med startnummeret fik vi udleveret et kraftigt mundbind fra Asics. Vi skulle bære det på løbsdagen og måtte først tage det af, når vi havde passeret startstregen, og løbet var i gang.
Der er jo noget udstyr, man ikke kan undvære, når man løber marathon. Men det lyder måske lidt åndssvagt – jeg er faktisk fuldstændig ligeglad med, hvad jeg har på.
Jeg går ikke op i mærker, farver eller det, der er på mode. For mig er det bare en lang løbetur, hvor jeg skal føle mig komfortabel. Jeg går heller ikke op i carbonsko. Dem løb man jo ikke i, da jeg startede.
Jeg løber mest i noget tøj, jeg føler mig tilpas i, og i nogle gode sko. Jeg kan faktisk godt lide at lave lidt sjov med det. Det hele bliver nogle gange lidt for seriøst til marathon, hvor folk jagter en tid, de har trænet til i lang tid.
Da jeg løb Boston Marathon, havde jeg 50-års fødselsdag, så Marathon Sport fik lavet et tryk på min T-shirt, hvor der stod, at de andre løbere skulle lykønske mig. Til det løb styrtede det ned fra start til slut, og vi havde modvind hele vejen samt temperaturer på mellem 3 og 5 grader. Jeg var stiv af kulde, da jeg kom i mål.
Til det løb havde jeg løbestrømper på med det amerikanske flag, fordi jeg syntes, det var lidt sjovt. Jeg har faktisk næsten altid rødt på, fordi jeg løber i Rødovre Atletik Club.
Tålmodighed!
Det er efterhånden blevet vildt hypet og dyrt, så man skal huske at spare penge op. Vi er begyndt at betale os fra det, efter at min kone også har sluttet sig til. Vi gav 9.500 kroner for et startnummer til London Marathon.
Det synes jeg selvfølgelig var stort. Jeg stod der og modtog medaljen med
helt stive ben.
Det var sjovt, når jeg gik rundt i byen, og folk kiggede på medaljen og
spekulerede på, hvad det var for en medalje, jeg havde om halsen. Så måtte jeg jo forklare, at det var, fordi jeg havde gennemført alle seks World Marathon Majors.
Hotellet, vi boede på, syntes, det var helt fantastisk. De havde aldrig hørt om
det før, så de tog et billede af mig, som de brugte på deres Instagram. Det var
meget sjovt.
World Marathon Majors har været en vildt fed oplevelse, men jeg synes også,
det er blevet lidt kommercielt.
Sidste år havde jeg billet til Sydney, men min kone fik ikke en plads, så vi tog
ikke af sted. Så vigtigt var det ikke for mig. Man skal jo huske, at jeg ser det
som en oplevelsestur. Vi ville have kombineret løbet med en tre ugers ferie
langs kysten i en autocamper.
Jeg er faktisk lidt i gang med runde to af World Marathon Majors, fordi min
kone er i gang med at gennemføre serien nu. Så er jeg jo selvfølgelig også
med til de løb. Jeg vil gerne støtte hende, gøre det til en oplevelse, og så
synes jeg jo stadig, at det at løbe marathon er skidefedt!
