Det startede med et par løbesko og et ønske om at komme i bedre form. I dag, mere end 20 år senere, har Søren Valentin Rønnelund gennemført marathonløb, ultraløb, Ironman og nogle af de mest krævende udfordringer, en løber kan kaste sig ud i.
Søren er 57 år og har arbejdet i Marathon Sport i 14 år. Men hans løberejse begyndte længe før det.
Søren købte sine første løbesko i Marathon Sport på Østerbrogade i 2006. Det var et par Nike Structure Triax 10.
Det startede egentlig med, at jeg ikke dyrkede nogen sport. En dag tænkte jeg, at nu skulle det være, og så begyndte jeg at løbe. Simpelthen fordi det var det billigste og nemmeste.
Jeg startede med 2 kilometer, to gange om ugen. Det var også på det tidspunkt, jeg købte mine første sko i Marathon Sport på Østerbrogade. Da jeg syntes, jeg var kommet i lidt bedre form, meldte jeg mig til mit første løb. Det var et 5 km-løb i Helsingør i 2006.
Målet var bare at gennemføre de 5 kilometer, og det lykkedes. Så blev næste mål 10 kilometer. Derfra blev jeg fanget af det og begyndte at løbe med den lokale løbeklub Puls 3060 hver søndag.
Senere samme år løb jeg Eremitageløbet. Jeg havde ikke noget mål om tid, kun om at komme igennem. Jeg havde jo hverken løbeur eller noget andet udstyr til at måle min træning med.
Efter de 13,3 kilometer tænkte jeg: Hvis jeg kan løbe det, så kan jeg også løbe 21 kilometer. En måned senere løb jeg mit første halvmarathon i Store Dyrehave. Jeg var fuldstændig smadret dagen efter, for jeg havde kun brugt én måned på at bygge op til det.
Derefter kom næste tanke: Kan jeg løbe 21 kilometer, så kan jeg også løbe 42. Derfor meldte jeg mig til mit første Copenhagen Marathon i 2007. Jeg kom under fire timer, og efter det løb vidste jeg, at jeg på et tidspunkt ville prøve at løbe længere end et marathon. Jeg vidste bare ikke hvornår.
Sørens første Marathon i København 2007 --->
Mellem 2007 og 2009 løb jeg blandt andet Copenhagen Marathon, Skovmaren og Eremitageløbet.
I efteråret 2009 så jeg et opslag om et infomøde om den første Ironman i København, som dengang hed Challenge Copenhagen. Jeg tog til mødet, blev inspireret og begyndte i 2010 at træne op til min første Ironman.
Det var også her, jeg begyndte at kigge mod endnu længere distancer. Jeg løb mit første 100 km-løb og gennemførte på 10 timer og 4 minutter. Drømmen var at komme under 10 timer, så det lykkedes ikke helt, men jeg syntes, det var fantastisk.
I årene efter blev det til både marathon, Ironman og ultraløb. Da jeg startede i Marathon Sport i 2012, blev jeg introduceret til endnu flere spændende udfordringer. En tidligere kollega sagde til mig:
"Hvis du kan løbe 100 kilometer, kan du også løbe 100 miles."
Så måtte jeg jo prøve.
I april 2013 løb jeg mit første 100 miles-løb ved TEC 100 Miles i Sverige. Samme periode sendte Marathon Sport mig til Alpine Run, et 8-dages etapeløb på 320 kilometer med 15.000 højdemeter.
Jeg har efterhånden prøvet lidt af hvert.
Foreløbig er det blevet til fem Ironman-distancer, tre 100 miles-løb og to 24-timersløb. Det ene var Bislett 24 Hour i Oslo, hvor man løber på en bane under tribunerne på Bislett Stadion.
Mit længste løb er faktisk Trans Alpine Run på 320 kilometer. Det længste, jeg har løbet uden stop, er 100 miles, altså 161 kilometer.
Jeg har også forsøgt Spartathlon i Grækenland tre gange uden at gennemføre. Det er stadig et løb, der fylder meget i mine tanker.
<--- Søren til Bislett 24 timers løb i 2021
- Længste løb: 320 km (Trans Alpine Run)
- Længste non-stop løb: 100 miles (160 km)
- 5 x Ironman
- 3 x 100 miles
- 2 x 24-timersløb
- 30+ Marathonløb i blandt andet København, Paris, Berlin og Sevilla
- Har løbet trailløb ved Mont Blanc og på Madeira
- Hører aldrig musik under races, men ofte radio på træningsture
Søren til Spartathlon (246 km) i 2014 --->
Jeg tager mig mildest talt sammen.
Jeg har løbet så mange kilometer gennem årene, at jeg ved, jeg kan komme igennem. Man lærer at acceptere, at det bliver hårdt, og at dårlige perioder ofte går over igen.
Nej, egentlig ikke.
Men jeg har lært meget om energiindtag undervejs. Jeg har altid ”bare” haft masser af forskelligt energi med til løb og tænkt ”det går nok”, men i 2023 løb jeg et 24-timersløb i Holland, hvor jeg blev så dehydreret, at jeg kollapsede efter løbet. Det blev en stor øjenåbner, og siden da har jeg været langt mere struktureret omkring væske og energi.
Jeg har faktisk altid været ret afslappet omkring ernæring. Til mit første 100 km-løb spiste jeg 29 gels på 10 timer, simpelthen fordi der stod på pakken, at man skulle tage én hvert 20. minut. Det fungerede den dag.
På ultraløb handler det dog ofte om rigtig mad. Jeg har blandt andet spist cheeseburgere og pommes frites, kødboller med kartoffelmos, risengrød og pizza ved depoterne. Man spiser lidt ad gangen og tager måske resten med videre ud på ruten.
Jeg løber i det, der sidder godt.
Jeg løber ikke i carbonsko og foretrækker generelt trailsko. Når jeg er ude på lange løb, skifter jeg sjældent sko, tøj eller strømper. Hvis noget begynder at drille, vil jeg ofte hellere holde det ud, fordi man risikerer at skabe nye problemer ved at ændre noget undervejs.
Jeg skifter kun, hvis det er absolut nødvendigt.
Tid er ikke længere den vigtigste faktor for mig.
I dag handler det mere om oplevelserne. Jeg elsker at løbe i bjergene og opleve nye steder. Danmark er et virkelig smukt land, men når det kommer til løb, synes jeg bjergene giver noget helt særligt.
Jeg har blandt andet løbet Mont Blanc Marathon to gange og senest været på Madeira for at løbe 58 kilometer med 2800 højdemeter. Lige nu holder jeg mig primært til løb på 50-60 kilometer.
Det er svært herhjemme.
Nogle gange tager jeg til Bornholm, men ellers bliver det til rigtig mange ture op og ned ad Amager Bakke. Du kan ikke helt træne til bjergene i Danmark, men du kan gøre dit bedste for at forberede kroppen på højdemeterne.
I mange år lå jeg på omkring 80+ kilometer om ugen, svarende til mellem 4.000 og 4.500 kilometer om året.
I dag ligger jeg typisk mellem 40 og 55 kilometer om ugen. Til gengæld laver jeg meget mere styrketræning, svømning, kajak, cykling og andre aktiviteter. Løbetræningen er blevet mere lystbetonet, end den var tidligere.
Mit største mål har i mange år været Spartathlon i Grækenland fra Athen til Sparta.
Jeg har været dernede tre gange uden at lykkes, men drømmen lever stadig. Samtidig vil jeg gerne løbe 100 miles igen, vende tilbage til Bislett 24-timersløb og gennemføre endnu en Ironman. Faktisk har jeg siden min første Ironman haft en drøm om en double eller måske endda en triple Ironman.
Men helt overordnet handler det om oplevelserne.
Jeg vil gerne ned i bjergene, opleve nye steder og blive ved med at udfordre mig selv.
"Det lyder sjovt, det vil jeg prøve." Det er nok den sætning, der bedst beskriver min tilgang til nye eventyr.
