Kender du Steve Moneghetti?

Når man taler om de største langdistanceløbere gennem tiderne, er det umuligt at ignorere Steve Moneghetti. Den australske løber har ikke kun sat imponerende personlige rekorder, som en marathontid på 2:08:16, men han har også markeret sig som en verdensklasseløber med sejre i løb som Tokyo Marathon og fire deltagelser ved OL.

Men Moneghetti er mere end blot en legende. Han har inspireret løbere over hele verden med sin dedikation, viljestyrke – og ikke mindst sin træningsfilosofi. En af de træningsmetoder, der har sat sig fast hos mange, er hans unikke tilgang til fartleg.  Moneghetti Fartleg – En sjov og effektiv træningsform Efter at have hørt om Steve Moneghettis imponerende bedrifter, blev jeg inspireret til at prøve hans berømte fartleg. 

 

Moneghetti Fartleg er som følger: 

- 2 x 90 sekunder hurtigt (90 sekunder jog som restitution)

- 4 x 60 sekunder hurtigt (60 sekunder jog som restitution)

- 4 x 30 sekunder hurtigt (30 sekunder jog som restitution)

- 4 x 15 sekunder hurtigt (15 sekunder jog som restitution)

Jeg har altid elsket fartleg, og denne version skuffede bestemt ikke. Fartleg er en af de mest alsidige træningsformer. Den kan løbes hvor som helst – i skoven, på stier eller endda på asfalt. Og så er den hurtigt overstået! Den korte, aktive restitution gør, at tiden flyver afsted, og med et ur, der bipper for at markere skiftet, kan man nærmest slå hjernen fra og bare nyde tempoet og den konstante vekslen mellem sprint og jog. Det er en af de sjoveste måder at træne intervaller på. 

 

En Koala og et Barndomsminde

Efter min træning kunne jeg ikke få Moneghetti ud af hovedet. Navnet rungede i mine tanker – Monteghetti, Monteghetti... Der var noget ved det. Næste dag spurgte jeg min mor, om hun kunne huske noget specielt om Steve Moneghetti.

Til min overraskelse svarede hun: "Det er jo ham, du har fået din koala-bamse af!"  Pludselig huskede jeg det. Jeg havde faktisk mødt Steve Moneghetti som barn, da jeg var seks år gammel, i Kina, hvor min far, Henrik Jørgensen, og Moneghetti skulle løbe Beijing Marathon. Under vores møde gav han mig en lille koala-bamse, som har fulgt mig lige siden. I modsætning til mine andre bamser, der for længst er sendt til de evige jagtmarker for tøjdyr, har denne lille koala overlevet. Den sidder i dag på mine døtres værelse, stadig klamrende fast til en kurv med sokker, ligesom den har klamret sig fast til mit liv og mine minder. 

Måske har jeg passet ekstra godt på den lille koala, fordi jeg vidste, at den var noget særligt. Ligesom dens første ejermand, Steve Moneghetti.

 

Prøv Moneghetti Fartleg Selv

Hvis du har lyst til at prøve Moneghetti Fartleg, så løb intervallerne i et tempo, der svarer til dit 5-kilometer-konkurrencetempo. Når intervallerne bliver kortere, kan du øge farten yderligere. Under restitutionsperioderne jogger du i et roligt tempo, som du ville gøre på dine normale træningsture.

Giv det et forsøg, og oplev, hvordan denne effektive træningsform kan forbedre din hurtighed, udholdenhed og give dig et sjovt afbræk fra din normale rutine.

Af Elisabeth Olsen

Se alle blogs

6 gode råd til halvmarathon

Hvad er et halvmarathon? Et halvmaraton er som navnet indikerer, den halve distance af et marathon. Løbet strækker sig over en distance på 21.0...

Skal du løbe til jul og nytår?

Når traditioner starter med et par løbesko Julen og nytåret er ikke kun tidspunkter for hygge, familie og festligheder; for mange løbeentusiaster e...