Mine to seje kollegaer, Marlene og Heine, løb fornyligt hele Solskinsøen rundt. 21 timer brugte de på at tilbagelægge 120 km på Bornholm. Ingen depoter og intet support undervejs. To gode venner med skarpe pandelamper, trimmede kroppe, tasken fyldt med nødder, Yankee bars og væske, og en GPS i næven. Og med én fælles drøm – at fuldføre det, der bliver kaldt for et af Danmarks hårdeste ultraløb.

Dette er historien om to mennesker, som elsker at løbe langt. Meget langt. Og ofte sammen. Det er ikke første gang, Marlene og Heine løber ultraløb sammen, og i Marathon Sport er der en helt særlig respekt omkring de to langdistanceløbere. Med deres ukomplicerede og nøgterne tilgang til deres træning og lange løb er de til stor inspiration for vores kunder – og for mig. Heine og Marlene er ultra cool.

”Ultraløb kan noget helt særligt mentalt og kropsligt. Turen rundt om Bornholm sat gang i sanseapparat og følelser. Fra kampen mod smerten og kroppens skrigende signaler, til duften af friske ramsløg i nattemørket, til forskrækkelse over krydsende hjorte på stien foran os om natten. Mine drenge var i mine tanker. Jeg blev sentimental over den smukke natur, vi løb i, og jeg oplevede, at mine sanser var skærpede, da vi løb i nattemørket langs øens nordkyst op mod Hammeren”, fortæller Marlene, der har fået smagen for de lange løb.

Der er ikke plads til så meget piveri og dårlige undskyldninger, når man taler med Marlene og Heine om træning. ”Mindre snak. Mere løb, Maren”, grynter Heine ofte i Marathon Sports personalerum, imens han sidder dybt begravet i den halve melon, han spiser til frokost. ”Når det gør ondt et sted, så er det bare at overbevise sin hjerne om, at det kommer til at gå over. Ens tanker og mindset er det vigtigste!”, siger Marlene.

Marlenes største udfordring ved løbet på Bornholm var, at hun skulle løbe om natten. Den første krise indtraf ved 70 km. Den næste krise kom efter 94 km. Hun var træt, manglede søvn og havde ondt i hele kroppen. ”Jeg mindes, at jeg hang over håndvasken på et toilet i en af havnebyerne, men så er det jo, at man hiver sig selv i håret og tager sig sammen”. Jeg kan også levende forestille mig Heines knastørre kommentar: ”Vi skal videre, Marlene”.

”Det er dejligt, at være to der følges ad. Da jeg havde det hårdt, var Heine positiv og støttende, selvom han også var træt”, siger Marlene.

Marlene var brugt, da hun kom i mål, og havde svært ved at spise. Hun havde kvalme og var træt. Efter to timer på puden, var hun relativt frisk, og tog derfor tilbage til målområdet for at hygge og snakke med de andre løberne. ”Hammar Trail er fantastisk arrangeret, og det er fedt at dele oplevelsen med andre”, synes de.

Marlene og Heine var godt forberedt til ultraløbet på Bornholm, og de har løbet omkring 80-90 km pr. uge. De har lært kroppen at yde og præstere, når den er træt, ved at løbe marathon to dage i træk. ”Ja, det kan jo være lidt hårdt mentalt, for man skal ligesom overbevise sig selv om, at man godt kan”, fortæller de. Jo bevares, tænker jeg, der ikke har deltaget i løb siden jeg kørte mig selv i hegnet juni 2016.

Kære Marlene og Heine – stort tillykke med jeres store præstation!

 

Skrevet af Maren Elise Skjerlie Gilling