Henrik Olsen Holm

Henrik er 35 år og bor på Østerbro. Henriks løbeliv startede for 5 måneder siden, hvor han havde mistet gejsten i sin træning i fitnesscenteret og i stedet startede i et introforløb for nye løbere hos Copenhagen Frontrunners. Det gav Henrik motivation og lyst til at blive ved. Han har stille og roligt øget antallet af løbeture om ugen og bygget distance på hen ad vejen. Hver tirsdag løber han stadig sammen med Copenhagen Frontrunners.

Henrik er drevet af, at han hele tiden kan se forbedringer i sit løb. ”Jeg kan se, at jeg løber længere, og jeg er blevet hurtigere. Min teknik er også blevet bedre. Jeg restituerer hurtigere end tidligere, og jeg behøver ikke musik i ørene eller andre løbere for at motivere mig selv,” fortæller Henrik. ”Jeg kan mærke, at motivationen kommer af sig selv, og at jeg rent faktisk glæder mig til at komme ud på mine løbeture, hvor jeg kan sætte hverdagens tanker og to do-lister på pause”, siger han.

Motto: “Run the mile you’re in.”

 

Heidi Bligaard

Heidi er 42 år og bor ved Amager Strand. Heidis løbeliv startede i 2013, hvor hun tilmeldte sig
løbeskolen hos Motionsklubben Amager. Heidi havde ikke tidligere været så vild med løb, men havde et ønske om at komme i gang på grund af løbets sundhedsmæssige effekt og friheden i træningspassene. Hun havde aldrig en rigtig tro på, at hun ville komme til holde af at løbe. Efter løbeskolen var Heidi dog bidt af løb, og hun kalder nu sig selv for LØBER.
”Løb holder mig i form, giver mig overskud og et fællesskab med andre løbere. Løb får mig altid i godt humør!”, fortæller Heidi. ”Jeg løber 2-3 gange om ugen, og jeg deltager så vidt muligt hver lørdag i Parkrun på Amager. Jeg har altid en aktiv tilmelding til et motionsløb, da det virker ekstra motiverende for mig,” siger hun. ”Jeg har løbet diverse halvmarathons, men jeg har aldrig løbet et marathon. Det er jo VILDT langt!”

Motto: ”Det ene ben foran og så bare derudaf”

 

Skrevet af Maren Elise Skjerlie Gilling