Af Maren Elise Skjerlie Gilling 

14 sekundmeter vind, sanddynger og rimelig ømme ben fra gårsdagens løb. En lille smule for sent på den og maven fyldt med varmrøget laks fra Snogebæks røgeri. Ikke desto mindre stod jeg igen klar ved startlinjen til en etape i dette års Etape Bornholm. En lækker rute ved Dueodde Strand fyldt med sand, vand og tanker.

I løbetøj er vi alle ens

Jeg fandt én, der lignede en bornholmsk granit, som jeg kunne ligge i læ bag de første 2 kilometer. I mine øjne er Dueodde Strand et af de smukkeste steder på Bornholm, og det er et sted, jeg bliver ved med at drømme mig tilbage til, når hverdagen ruller. Naturen er rå, vild og voldsom. Det nytter intet at kæmpe imod den, og efter 50 meter skyller havet da også ind over mine sko og efterlader mig med to gennemblødte fødder. Jeg kigger på feltet af løbere ved min side. Unge, gamle, tynde, tykke, tyskere, nordmænd, danskere og to svenskere med fjollede hatte. ”Typisk svensk”, tænker jeg. Alle har de forskellige grunde og målsætninger for at løbe. Gang på gang slår det mig, hvor ens vi er, når vi løber. Baggrund, historie, politiske holdninger, sprog, religion og kultur bliver med ét skyllet væk og er uden betydning. Min måde at anskue mine medløbere på er i en ren form, hvor mennesket får lov til at stå alene. Usminket, kæmpende og på vej i samme retning som mig.

En ny fortælling

Da vi drejede ind i skoven og kom i læ bag de store træer, fik jeg ro til igen at høre, hvad jeg selv tænkte. Igen så jeg på løberne omkring mig, og tankerne blev sat fri: ”Hvad er deres historie? Løber de mod et mål eller flygter de fra noget? Måske en kombination? Måske har et stresset arbejdsliv eller familieliv gjort dem løbende, eller måske er det drømmen om de hurtige tider, der trækker? Hvordan bruger de mon løbet”, tænker jeg. Selv startede jeg med at løbe, fordi jeg var blevet fremmedgjort i min egen krop. Tre graviditeter på 3,5 år havde sat deres spor. På min krop, men også i mit hoved. Den svulmende kvindekrop, der havde givet liv til tre drengebørn, føltes ikke længere som min, og når jeg så mit spejlbillede, var det som om, jeg kiggede på en anden. Mit spejlbillede blev mit selvbillede, og mit selvværd tog form derefter. Jeg var ked af det. Løbeskoene blev min vej tilbage til mig selv. Det startede som en tung vralten, men som månederne gik, blev jeg bidt af at løbe. Jeg var blevet en løber, og ikke alene fandt jeg tilbage til mig selv – jeg blev mig selv i en stærkere og modigere udgave. Jeg har løbet et utal af halvmarathon, to marathon, flere ultraløb, og jeg overskred grænser, jeg ikke troede, var muligt for mig. Gennem løbet fik jeg en ny fortælling og et helt nyt syn på mig selv, og hvilke kvaliteter jeg egentlig besad. Jeg var i stand til at sætte mig et mål og træne mod det. Jeg fandt tilbage til den, som jeg allerbedst kunne lide at være. Løb blev mit anker i en hverdag med vågne nætter, amning, forældremøder, skoldkopper, og hvad livet som småbørnsforældre ellers byder på. Løb blev et rum, jeg skabte, og som kun var forbeholdt mig. Det blev et rum uden regler, begrænsninger, bebrejdelser og dårlig samvittighed. Det blev et rum, hvor jeg lavede reglerne og målene, og hvor store drømme og fantasi fik lov til at udfolde sig og leve frit.

Vinden fra nord

Vi drejede igen ud af skoven og ned på stranden. Den stærke blæst, som jeg nu havde i ryggen, viste sin kraft, og jeg følte mig flyvende. Ikke concordflyvende – det var mine ben for trætte og tilsyrede til. Jeg slog mine arme ud til siden, og jeg kunne mærke vinden tage fat i min overkrop og min løbebluse. Havet skyllede igen hen over mine sko og kølede mine varme fødder. Jeg lukkede øjnene i og forestillede mig, at det var mine forældre, der skubbede mig de næste 1,5 kilometer. Blide skub fyldt med kærlighed og omsorg. De har altid ladt mig drømme stort, og jeg husker, hvordan de stolt vinkede op i luften, da jeg som 11-årig fløj svævefly hen over de norske fjelde sammen med min 4 år ældre storebror. ”If you really love someone set them free”, siger min wingman og kollega altid til mig. Tankerne om mine forældre forsvandt med vinden fra nord, idet den slap taget for at blæse videre langs kysten.

Løbets magi

De sidste 800 meter foregik i de store klitter på Dueodde. Det var hårdt, og heldigvis var der så mange mennesker, at jeg enkelte steder blev nødt til at gå. Denne dag løb jeg i mål med begge arme over hovedet. Glad for at igen være løbende og lykkelig over, at de 5,8 kilometer på Dueodde Strand mindede mig om, hvorfor jeg løber. Jeg havde helt glemt den magi og styrke, denne enkle motionsform bærer med sig.

 

Hvorfor løber du?