Af Maren Elise Skjerlie Gilling 

Så gjaldt det årets tredje etape af Etape Bornholm. En etape, jeg på ingen måde havde glædet mig til. En del højdemeter kombineret med en meget fugtig og varm skov. Samme morgen havde jeg kunnet mærke mine ømme stænger længe inden, jeg overhovedet havde tænkt på at slå øjnene op. Der var med andre ord lagt i ovnen til en hård dag i løbeskoene. Jeg spadserede gennem skoven til startområdet, og lugten af tigerbalsam rev i næsehårene. Der var åbenbart andre end mig i feltet, der havde ømme ben…

Foto: Tommy Kaas / Bornholms Tidende

Fællesskabet

I startområdet mødte jeg flere af mine venner fra løbemiljøet, og jeg glemte straks alt om ømme ben og den varme regnskov, der ventede mig. Kram, kys på kinden og en kæk bemærkning fra sub-eliten om min løbenederdel. Jeg elsker at være en del af det! Så dukkede Julie, en kollega fra Marathon Sport, op. ”Jeg havde håbet på, at vi skulle mødes, for jeg vil gerne følges med dig”, smilede hun. Julie er stram, ung, veltrimmet og hurtig. Meget hurtig. Jeg kunne allerede se scenariet for mig. Skulle jeg prøve at følge hendes tempo, ville jeg få mig selv løbet i hegnet på et splitsekund. ”Jeg skal bare jogge i dag”, sagde hun, og jeg blev straks mere rolig. Jeg kunne løbe all out, og Julie kunne jogge.

Julie og Maren
Foto:Tommy Kaas / Bornholms Tidende

Idet Julie og jeg fulgtes igennem skoven, kredsede mine tanker om, hvordan jeg altid har oplevet, at løbere passer på hinanden, støtter hinanden, fejrer hinanden og interesserer sig for hinandens løb, om man så er på samme niveau eller nærmest på forskellige planeter. Selv noget så røvsygt som skader engagerer andre løbere sig i. Gang på gang er jeg blevet overvældet over den kærlighed, omsorg og begejstring, jeg har mødt os løbere imellem. Jeg har altid elsket at se fotos fra målområdet efter et løb. Billeder fyldt med kærlighed, kram, tårer og kammeratskab. Og igen slår det mig – vi er noget i kraft af andre mennesker, og det er dér magien opstår.

Foto: Sparta

Mange, inkluderet mig selv, har betragtet løb som en individuel sport, men det er for længst gået op for mig, at løb er socialt. Selv de løbeture, man har løbet alene, er blevet centrum for fællesskabet, når vi løbere efterfølgende har mødtes og glædet os over hinandens præstationer. Som jeg løb dér ved siden af Julie, faldt mine tanker på engang, jeg havde sat PR på 5 km til et Spartaløb på Østerbro. Jeg løb på 22:35, hvilket var en rasende flot præstation af mig. Efter løbet fik jeg en øl i Spartahallen, og jeg faldt i snak med tidligere eliteløber, Henrik Them. Han havde løbet mange kilometer tidligere på dagen og vundet løbet om aftenen. Jeg var vildt imponeret over hans præstation, men Henrik pillede hurtigt sig selv og mine ord ned. ”Din præstation, Maren, er meget større end min”. Jeg smilede hele vejen hjem på min cykel. Løb kan noget på tværs af niveauer, rekorder og ambitioner.

Flowet

De første 3 kilometer var kuperede, så jeg løb dem meget roligt. Julie snakkede som et maskingevær, imens hun grinede, takkede hepperne på ruten og sendte dejlig karma i min retning. Julie er altid fyldt med varme, omsorg og energi og dér, midt i skoven, havde jeg det som om, at hendes energi gik direkte fra hende til min trætte ben. Jeg oplevede for første gang i mange måneder, hvad vi løbere så ofte længes efter. Kilometerne tikkede ind på kontoen, imens hovedet og kroppen var nærværende og i øjeblikket. En kilometer ad gangen. Et skridt ad gangen. Som en bølge, der rammer en ny bølge for til sidst at ramme land som en naturlig følge af de skub, den har fået fra de andre bølger. Jeg dansede gennem den bornholmske skov, i min helt egen verden – kun afbrudt af Julies kærlige ord og opmuntring. Skulder ved skulder lå vi der, og jeg lyttede til lyden af vores sko mod den fugtige og smattede jord. Jeg holdt fast i den monotone lyd og i min hurtige og anstrængte vejrtrækning. Det var lyden af hurtige og dygtige Julie og trebørnsmoderen, der løb Etape Bornholm uden at have trænet på forhånd. 1800 meter tilbage og jeg kunne igen lugte tigerbalsam fra målområdet. Jeg kunne også mærke opkast presse sig på.

Det vi kan

Vi ramte den sidste stejle bakke, og Julie gav mig et skub i ryggen. ”Kom så – det sidste nu, Maren”, sagde hun med sammenbidte tænder. Jeg kunne mærke mine tårer presse sig på. Det lille skub i ryggen fra Julie er, hvad det hele handler om! Vi løbere, skubber hinanden fremover. Vi hjælper hinanden til at presse os selv lidt mere end, hvad vi er i stand til på egen hånd. Løb er en holdsport, hvor vi i fællesskab deler ud af vores overskud og passion for at tilbagelægge kilometer.

Dét er det, vi kan, vi løbere. 

Tak for, at I beriger mit løbeliv.

___________

Læs om de andre etaper her:

Etape 1:

Etape 2: