Af Maren Elise Skjerlie Gilling 

Jeg er taget til Bornholm. Stedet, jeg så tit vender tilbage til. Den rå natur hjælper mig til at nulstille. Her lever jeg godt og nyder at blive begravet i svigermors kærlighed og lækkerier fra hendes overdådige køkkenhave. I år er det første gang, jeg løber hele Etape Bornholm. Et løb, der fordeler marathondistancen over fem dage. Fem dage i øens smukke natur. Fem dage i ukendt farvand. Fem dage med løb. 

Løb var ikke længere vigtigt

Problemet er bare, at jeg fuldstændig har glemt, at jeg er løber. En rejse til den syriske grænse, hvor jeg skulle interviewe syriske flygtningebørn, satte en brat stopper for min glæde ved at løbe. Jeg havde det som om, at mit liv i Danmark indeholdt aspekter, der ikke længere var vigtige. Deriblandt løb. Min krop har også været længe om at bearbejde mit voldsomme møde med efterretningstjenesten ved den syriske grænse. Da mørkklædte mænd smed fotografen Lars og mig ind på bagsædet af en bil og ræsede mod det ukendte, troede jeg, at vi var blevet kidnappet, og jeg blev bange. Vildt bange. Min puls bankede derudaf, og maven snørede sig sammen. Når jeg sidenhen har forsøgt mig med at løbe, og pulsen er begyndt at stige, er jeg blevet overvældet af de samme følelser. Frirummet og glæden, jeg har forbundet med løb, har været væk.

Første etape

Men i dag stod jeg igen ved grænsen. På den anden side lå 10 km. Uopdagede, uløbede og kun mine. For første gang i meget lang tid. De to første kilometer løb jeg for hurtigt, hvilket jeg skulle bøde for resten af turen. Jeg fulgtes med en tidligere elev, og det var hyggeligt. Snart så jeg kun hendes ryg, og hun forsvandt ind i skoven foran mig. Rank, høj og med en tyk lang hestehale, der svingede frem og tilbage i den fugtige sommerluft. Jeg elskede, at jeg ikke havde en jordisk chance for at følge hende. ”Flyv, Clara!”, havde jeg lyst til at råbe af mine lungers kraft, men jeg havde ikke luften.

Flugten

Frem til 6,5 kilometer havde jeg det fint. Varm, presset og uden luft, men stadig ved godt mod, fordi angsten i kroppen og ilden i maven ikke var der. Kort efter kom det snigende – stikkende og insisterende. Suget i maven, jeg kender så godt. Jeg havde lyst til at rive startnummeret af trøjen og ringe hjem. Men jeg fik stoppet det! I stedet for at gå i yderligere panik valgte jeg at zappe ind i en anden verden. En verden, hvor fotografier og tekst står helt klart og tydeligt. Jeg forestillede mig fotografen Lars’ billeder og min tekst med historier fra Rana, Maram, Mohammed, Ahmed… Alle skæbner fra den syriske grænse. Alle syriske flygtningebørn, der åbnede deres liv og historier, og lod os kigge ind et kort, men betydeligt øjeblik. Alle mennesker, der er flyttet ind i min bevidsthed og i mit liv. Jeg tænkte på deres flugt, deres frygt, savn og tab, men også deres enorme styrke til at insistere på et værdigt liv i al uværdigheden. Jeg bestemte mig for at bruge af deres styrke, og snart kunne jeg mærke ilden og panikken forlade den efterhånden hårdt pressede og utrimmede krop. Jeg satte tempoet op de sidste kilometer og nød synet af målområdet og alle tilskuerne.

 

Jeg kom i mål med sommerfugle i maven og et smil om munden. En kæmpe sejr for mig. Jeg er jo løber! Løb er vigtigt for mit liv, min udvikling og min bearbejdelse af hverdagen. Jeg er ikke længere bange for den brændende mave, og jeg er ikke bange for de næste fire dage i Etape Bornholm. Og vigtigst af alt: Jeg er ikke længere bange for at løbe!

Ved målstregen stod Clara. Storsmilende og med arme vendt mod himlen. Hun ventede på sin gamle matematiklærer. Lykken findes!

 

Foto: Lars Schmidt