Category Archives: Nyheder

Nye coaches til MSRC

Der kommer nye kræfter til vores running community, når vi genopstarter fællestræningen mandag d. 21. august!

Tag godt imod vores tre seje coaches: Sofie, Julie og Anne-Sofie, der vil stå for vores fælles løbetræninger hver mandag kl. 17.00 fra Marathon Sport Østerbrogade 19. Kom og vær med – det er helt gratis og alle er velkommen!

Læs mere om mandagens træningspas her

Troels løb fra angst og overvægt

Af Maren Elise Skjerlie Gilling 

Troels Lykkegaard er Månedens Løber i Marathon Sport

”Jeg startede med at løbe, fordi jeg hadede at cykle i modvind”. Sådan beskriver Troels selv sin spæde start på livet som løber. Det var i 2010, og Troels vejede dengang 120 kg. Allerede efter 4 måneder måtte løbeskoene tilbage på hylden for en tid, idet Troels’ akilleshæl hævede til dobbelt størrelse under løbsbelastningen. Egentlig var Troels heller ikke blevet glad for at løbe, og det skulle snart gå op for ham, at den hævede akilleshæl ikke var hans eneste udfordring. Efter en 10 minutters konsultation hos lægen blev han sygemeldt fra sit arbejde som skolelærer og fik tilbudt piller. ”Jeg havde fået diagnosen depression”, fortæller Troels. Men han ønskede ikke at modtage lægens piller og opsøgte i stedet den helt nyuddannede psykolog, Christian Madsen (fra Fullperformance.dk (red.)). Det blev et møde, der kom til at ændre meget i Troels’ liv. Christian fandt hurtigt ud af, at Troels ikke havde depression, men at han led af en kombination af dårligt selvværd og angst. ”Jeg var bange for mine børn, bange for at falde i søvn og bange for, hvad mine kollegaer tænkte om mig, siden jeg ikke længere kunne passe mit job. Det blev en ond cirkel, og jeg kunne ikke finde vej ud af den”. Med hårdt arbejde fra Troels’ side samt kyndig vejledning og øvelser fra Christian kom Troels videre til et liv uden angst. ”Jeg skal blive ved med at udfordre mig selv, så angsten ikke kommer tilbage. DER er løb godt! Det giver mig mulighed for at bryde grænser, presse mig selv og lykkes. Det har også stor effekt på mit selvværd. Løb viser mig, at jeg kan langt mere, end jeg tror. På dage hvor hovedet driller, er det på med løbeskoene og afsted på en god, lang tur. Det hjælper hver gang”, fortæller han.

Balance

Troels’ nye mentale overskud gjorde, at han blev i stand til at tage kampen op mod de mange overflødige kilo. ”Jeg startede med at tælle kalorier, hvilket gjorde mig bevidst om, hvad jeg indtog. Jeg talte kalorier i 6 måneder. Og jeg var sulten i 6 måneder”, smiler Troels. Kiloene raslede af, og efter 1½ år havde han tabt sig 30 kg. ”Jeg oplevede at have taget kontrol over mit liv, min psyke og min krop. Der blev balance – en balance mellem løb, familie, arbejde og venner”. Troels oplever, at ”Tykke Troels” stadig bor i ham, og han passer fortsat på med, hvad han spiser.

Løb som terapi

Som tiden gik, begyndte psykolog Christian Madsen og Troels at løbe sammen. ”Christian havde startet Full Performance, så vi løb sammen. Det blev et rum, jeg kunne bruge til at tale om det, der var svært, men han gav mig også gode råd om løbetræning og vejledning. Han fik da også hurtigt gennemhullet mine forestillinger om, at jeg SKULLE løbe et ultraløb.” For Troels blev løb vejen til nye sociale relationer og et fællesskab af støtte og skulderklap. ”Angsten, nervøsiteten og de destruktive tanker kan sommetider vende tilbage, når et løb går skidt, selvom jeg er blevet bedre til at acceptere, at jeg ikke kan lykkes hver gang”, siger han.

”Jeg lever for de dage, hvor alt går op i en højere enhed. Det giver mig en følelse af ekstase. Det, at jeg har sat mig et mål, og det lykkes…… aaaah”, siger Troels, idet han læner sit hoved tilbage og smiler.

Så retter han sig op igen: ”Mine grænser er ikke nået endnu”.

Du kan følge Troels’ videre rejse her: KLIK

Trailsko

Inkluderer dine løbeture små skovstier, rødder, bakker, mudder eller vand? I øjeblikket har vi fokus på trail og det betyder, at vi kører 50% rabat på alle trail-restsko og hele 20% rabat på alle de nye og lækre modeller fra blandt andre Salomon og Nike!

Vi guider dig hele vejen til den perfekte trailsko til dig og dine behov.

 

Trylleøen

Af Maren Elise Skjerlie Gilling

(Efter løbets tre første dage, har jeg hver dag skrevet et indlæg til Marathon Sport, men grundet en deadline hos Bornholms Tidende, var jeg nødt til at udskyde skriverierne fra fjerde og femte etape. De kommer her).

Der er noget med Bornholm

Der er noget med Bornholm. Jeg kan have svært ved sætte fingeren på, hvad det er. Måske er det naturen? Måske er det maden? Måske er det følelsen af at være tilskuer til øens rivende udvikling og bornholmernes iværksættertrang? Er det mon min svigermors trillende latter, åbne arme og dejlige sind og svigerfars lune facon og varme? Måske er det kombinationen? Uanset hvad – gang på gang redder Bornholm mig fra det, der kan føles som en følelsesmæssig afgrund. Den smukke perle i Østersøen er kravlet ind under huden på mig for at blive boende. Når jeg er i ubalance, insisterer Bornholm på, at jeg bliver balanceret igen. Jeg får følelsen af at være et sted, der overgår mit indre liv, og som tager ansvar for mine tanker og min sårbarhed. Min veninde, Karen, kalder den for Trylleøen. Jeg giver hende ret. Der er noget helt vildt fortryllende ved Bornholm. Det er også her, jeg blev gift med Lassefar, og min far førte mig til alters i Sankt Nikolaj kirke foran en samlet familie og vores venner. Det er også på denne ø, at jeg har lært vigtigheden af at have en omfavnende svigerfamilie og en kærlig ”svigerbedstefar” til at udfylde et tomrum i mit liv.

Jeg har savnet at løbe

Denne gang er jeg på Bornholm for at holde sommerferie med min familie, men også for at løbe Etape Bornholm. Jeg har siden min retur fra mit arbejde ved den syriske grænse haft svært ved at løbe. Så jeg har ladet være. Men fakta er, at jeg har savnet at løbe. Løb har længe været en stor del af mig som min passion og mit frirum. Etape Bornholm 2017 skulle få mig i gang igen. Fem etaper – et maraton – fordelt rundt på den ø, der står it hjerte så nær. Men også fem dage, hvor jeg skulle forholde mig til angsten fra den syriske grænse, der i al for lang tid havde været i min krop.

Læs: Da angsten flyttede ind

En kongeetape værdig

På etapens fjerde dag skulle jeg prøve kræfter med den berygtede kongeetape. Det blev en hård kamp – Etapen vs. Mig. Jeg er ikke helt sikker på, hvem der vandt, men det var uden tvivl den hårdeste etape. Jeg startede meget langsomt for at spare på kræfterne. Desværre var der ingen kræfter at spare på. Min puls var tårnhøj, og jeg måtte have glemt mine dansende ben i Almindingen, for denne dag var de som bly. En god håndfuld tånegle var ved at falde af, min mave gjorde ondt og begge ben værkede. Jeg nærmest messede den frase, som ofte har hjulpet mig: ”Kom nu, du har aldrig været tættere på mål”. 2 km inden mål, stod min familie og heppede. Lassefar, Kalle Johan og Elias, sammen med de skuldre vi står på – de fire bedsteforældre. Det gav glæde og energi nok til, at få mig til top ved Hammerfyr. Opløbet, som er en blanding af Alpe d’ Huez og Champs Élysées, vil jeg mindes, indtil jeg igen vender tilbage til Trylleøen og løber næste års Etape Bornholm. Den var en kongeetape værdig og gav kuldgysninger over hele kroppen og en stor klump i halsen.

Foto: Kenneth Jensen

På hjemmebane

Etapens sidste og femte dag, fandt sted i Rønne. Feltet nærmest blæste igennem de 10 flade kilometer via byen, havnen og skoven. Det føltes som at komme tilbage på hjemmebane. Det er i Rønne mine svigerforældre bor, og gaderne var fyldt med mennesker jeg kender, og som råbte mit navn. Mine ben var tunge som bly helt fra starten, men jeg nød de sidste 10 kilometer til fulde. Gennem etapens fem dage, og 42.2 km har jeg kunne mærke, hvordan kroppen – og ikke mindst, hovedet har blevet stærkere og glad for at igen være tilbage i løbeskoene. I mål – med begge hænder over hovedet!

Magi og tryllestøv

Snart forlader jeg igen mit kære Bornholm og vender tilbage til virkeligheden og hverdagen. I balance, tanket op og lykkelig. Jeg er blevet stærkere og igen klar til at høre flere historier fra den syriske grænse.

Bornholm har igen gjort mig hel. Bornholm har igen gjort mig løbende.

Tak for lån af magi og tryllestøv.

Kærlig hilsen

Maren

Her kan du læse alle indlæg fra Etape Bornholm 

Etape 1: Da angsten flyttede ind

Etape 2: Hvorfor løber vi, egentlig? 

Etape 3: Der magien opstår

 

Billderne er fra Viking Atletik v/Kenneth Jensen. For at se billederne fra Etape Bornholm – Tryk her

 

 

 

Der magien opstår

Af Maren Elise Skjerlie Gilling 

Så gjaldt det årets tredje etape af Etape Bornholm. En etape, jeg på ingen måde havde glædet mig til. En del højdemeter kombineret med en meget fugtig og varm skov. Samme morgen havde jeg kunnet mærke mine ømme stænger længe inden, jeg overhovedet havde tænkt på at slå øjnene op. Der var med andre ord lagt i ovnen til en hård dag i løbeskoene. Jeg spadserede gennem skoven til startområdet, og lugten af tigerbalsam rev i næsehårene. Der var åbenbart andre end mig i feltet, der havde ømme ben…

Foto: Tommy Kaas / Bornholms Tidende

Fællesskabet

I startområdet mødte jeg flere af mine venner fra løbemiljøet, og jeg glemte straks alt om ømme ben og den varme regnskov, der ventede mig. Kram, kys på kinden og en kæk bemærkning fra sub-eliten om min løbenederdel. Jeg elsker at være en del af det! Så dukkede Julie, en kollega fra Marathon Sport, op. ”Jeg havde håbet på, at vi skulle mødes, for jeg vil gerne følges med dig”, smilede hun. Julie er stram, ung, veltrimmet og hurtig. Meget hurtig. Jeg kunne allerede se scenariet for mig. Skulle jeg prøve at følge hendes tempo, ville jeg få mig selv løbet i hegnet på et splitsekund. ”Jeg skal bare jogge i dag”, sagde hun, og jeg blev straks mere rolig. Jeg kunne løbe all out, og Julie kunne jogge.

Julie og Maren
Foto:Tommy Kaas / Bornholms Tidende

Idet Julie og jeg fulgtes igennem skoven, kredsede mine tanker om, hvordan jeg altid har oplevet, at løbere passer på hinanden, støtter hinanden, fejrer hinanden og interesserer sig for hinandens løb, om man så er på samme niveau eller nærmest på forskellige planeter. Selv noget så røvsygt som skader engagerer andre løbere sig i. Gang på gang er jeg blevet overvældet over den kærlighed, omsorg og begejstring, jeg har mødt os løbere imellem. Jeg har altid elsket at se fotos fra målområdet efter et løb. Billeder fyldt med kærlighed, kram, tårer og kammeratskab. Og igen slår det mig – vi er noget i kraft af andre mennesker, og det er dér magien opstår.

Foto: Sparta

Mange, inkluderet mig selv, har betragtet løb som en individuel sport, men det er for længst gået op for mig, at løb er socialt. Selv de løbeture, man har løbet alene, er blevet centrum for fællesskabet, når vi løbere efterfølgende har mødtes og glædet os over hinandens præstationer. Som jeg løb dér ved siden af Julie, faldt mine tanker på engang, jeg havde sat PR på 5 km til et Spartaløb på Østerbro. Jeg løb på 22:35, hvilket var en rasende flot præstation af mig. Efter løbet fik jeg en øl i Spartahallen, og jeg faldt i snak med tidligere eliteløber, Henrik Them. Han havde løbet mange kilometer tidligere på dagen og vundet løbet om aftenen. Jeg var vildt imponeret over hans præstation, men Henrik pillede hurtigt sig selv og mine ord ned. ”Din præstation, Maren, er meget større end min”. Jeg smilede hele vejen hjem på min cykel. Løb kan noget på tværs af niveauer, rekorder og ambitioner.

Flowet

De første 3 kilometer var kuperede, så jeg løb dem meget roligt. Julie snakkede som et maskingevær, imens hun grinede, takkede hepperne på ruten og sendte dejlig karma i min retning. Julie er altid fyldt med varme, omsorg og energi og dér, midt i skoven, havde jeg det som om, at hendes energi gik direkte fra hende til min trætte ben. Jeg oplevede for første gang i mange måneder, hvad vi løbere så ofte længes efter. Kilometerne tikkede ind på kontoen, imens hovedet og kroppen var nærværende og i øjeblikket. En kilometer ad gangen. Et skridt ad gangen. Som en bølge, der rammer en ny bølge for til sidst at ramme land som en naturlig følge af de skub, den har fået fra de andre bølger. Jeg dansede gennem den bornholmske skov, i min helt egen verden – kun afbrudt af Julies kærlige ord og opmuntring. Skulder ved skulder lå vi der, og jeg lyttede til lyden af vores sko mod den fugtige og smattede jord. Jeg holdt fast i den monotone lyd og i min hurtige og anstrængte vejrtrækning. Det var lyden af hurtige og dygtige Julie og trebørnsmoderen, der løb Etape Bornholm uden at have trænet på forhånd. 1800 meter tilbage og jeg kunne igen lugte tigerbalsam fra målområdet. Jeg kunne også mærke opkast presse sig på.

Det vi kan

Vi ramte den sidste stejle bakke, og Julie gav mig et skub i ryggen. ”Kom så – det sidste nu, Maren”, sagde hun med sammenbidte tænder. Jeg kunne mærke mine tårer presse sig på. Det lille skub i ryggen fra Julie er, hvad det hele handler om! Vi løbere, skubber hinanden fremover. Vi hjælper hinanden til at presse os selv lidt mere end, hvad vi er i stand til på egen hånd. Løb er en holdsport, hvor vi i fællesskab deler ud af vores overskud og passion for at tilbagelægge kilometer.

Dét er det, vi kan, vi løbere. 

Tak for, at I beriger mit løbeliv.

___________

Læs om de andre etaper her:

Etape 1:

Etape 2: 

 

 

Hvorfor løber vi, egentlig?

Af Maren Elise Skjerlie Gilling 

14 sekundmeter vind, sanddynger og rimelig ømme ben fra gårsdagens løb. En lille smule for sent på den og maven fyldt med varmrøget laks fra Snogebæks røgeri. Ikke desto mindre stod jeg igen klar ved startlinjen til en etape i dette års Etape Bornholm. En lækker rute ved Dueodde Strand fyldt med sand, vand og tanker.

I løbetøj er vi alle ens

Jeg fandt én, der lignede en bornholmsk granit, som jeg kunne ligge i læ bag de første 2 kilometer. I mine øjne er Dueodde Strand et af de smukkeste steder på Bornholm, og det er et sted, jeg bliver ved med at drømme mig tilbage til, når hverdagen ruller. Naturen er rå, vild og voldsom. Det nytter intet at kæmpe imod den, og efter 50 meter skyller havet da også ind over mine sko og efterlader mig med to gennemblødte fødder. Jeg kigger på feltet af løbere ved min side. Unge, gamle, tynde, tykke, tyskere, nordmænd, danskere og to svenskere med fjollede hatte. ”Typisk svensk”, tænker jeg. Alle har de forskellige grunde og målsætninger for at løbe. Gang på gang slår det mig, hvor ens vi er, når vi løber. Baggrund, historie, politiske holdninger, sprog, religion og kultur bliver med ét skyllet væk og er uden betydning. Min måde at anskue mine medløbere på er i en ren form, hvor mennesket får lov til at stå alene. Usminket, kæmpende og på vej i samme retning som mig.

En ny fortælling

Da vi drejede ind i skoven og kom i læ bag de store træer, fik jeg ro til igen at høre, hvad jeg selv tænkte. Igen så jeg på løberne omkring mig, og tankerne blev sat fri: ”Hvad er deres historie? Løber de mod et mål eller flygter de fra noget? Måske en kombination? Måske har et stresset arbejdsliv eller familieliv gjort dem løbende, eller måske er det drømmen om de hurtige tider, der trækker? Hvordan bruger de mon løbet”, tænker jeg. Selv startede jeg med at løbe, fordi jeg var blevet fremmedgjort i min egen krop. Tre graviditeter på 3,5 år havde sat deres spor. På min krop, men også i mit hoved. Den svulmende kvindekrop, der havde givet liv til tre drengebørn, føltes ikke længere som min, og når jeg så mit spejlbillede, var det som om, jeg kiggede på en anden. Mit spejlbillede blev mit selvbillede, og mit selvværd tog form derefter. Jeg var ked af det. Løbeskoene blev min vej tilbage til mig selv. Det startede som en tung vralten, men som månederne gik, blev jeg bidt af at løbe. Jeg var blevet en løber, og ikke alene fandt jeg tilbage til mig selv – jeg blev mig selv i en stærkere og modigere udgave. Jeg har løbet et utal af halvmarathon, to marathon, flere ultraløb, og jeg overskred grænser, jeg ikke troede, var muligt for mig. Gennem løbet fik jeg en ny fortælling og et helt nyt syn på mig selv, og hvilke kvaliteter jeg egentlig besad. Jeg var i stand til at sætte mig et mål og træne mod det. Jeg fandt tilbage til den, som jeg allerbedst kunne lide at være. Løb blev mit anker i en hverdag med vågne nætter, amning, forældremøder, skoldkopper, og hvad livet som småbørnsforældre ellers byder på. Løb blev et rum, jeg skabte, og som kun var forbeholdt mig. Det blev et rum uden regler, begrænsninger, bebrejdelser og dårlig samvittighed. Det blev et rum, hvor jeg lavede reglerne og målene, og hvor store drømme og fantasi fik lov til at udfolde sig og leve frit.

Vinden fra nord

Vi drejede igen ud af skoven og ned på stranden. Den stærke blæst, som jeg nu havde i ryggen, viste sin kraft, og jeg følte mig flyvende. Ikke concordflyvende – det var mine ben for trætte og tilsyrede til. Jeg slog mine arme ud til siden, og jeg kunne mærke vinden tage fat i min overkrop og min løbebluse. Havet skyllede igen hen over mine sko og kølede mine varme fødder. Jeg lukkede øjnene i og forestillede mig, at det var mine forældre, der skubbede mig de næste 1,5 kilometer. Blide skub fyldt med kærlighed og omsorg. De har altid ladt mig drømme stort, og jeg husker, hvordan de stolt vinkede op i luften, da jeg som 11-årig fløj svævefly hen over de norske fjelde sammen med min 4 år ældre storebror. ”If you really love someone set them free”, siger min wingman og kollega altid til mig. Tankerne om mine forældre forsvandt med vinden fra nord, idet den slap taget for at blæse videre langs kysten.

Løbets magi

De sidste 800 meter foregik i de store klitter på Dueodde. Det var hårdt, og heldigvis var der så mange mennesker, at jeg enkelte steder blev nødt til at gå. Denne dag løb jeg i mål med begge arme over hovedet. Glad for at igen være løbende og lykkelig over, at de 5,8 kilometer på Dueodde Strand mindede mig om, hvorfor jeg løber. Jeg havde helt glemt den magi og styrke, denne enkle motionsform bærer med sig.

 

Hvorfor løber du?

Da angsten flyttede ind

Af Maren Elise Skjerlie Gilling 

Jeg er taget til Bornholm. Stedet, jeg så tit vender tilbage til. Den rå natur hjælper mig til at nulstille. Her lever jeg godt og nyder at blive begravet i svigermors kærlighed og lækkerier fra hendes overdådige køkkenhave. I år er det første gang, jeg løber hele Etape Bornholm. Et løb, der fordeler marathondistancen over fem dage. Fem dage i øens smukke natur. Fem dage i ukendt farvand. Fem dage med løb. 

Løb var ikke længere vigtigt

Problemet er bare, at jeg fuldstændig har glemt, at jeg er løber. En rejse til den syriske grænse, hvor jeg skulle interviewe syriske flygtningebørn, satte en brat stopper for min glæde ved at løbe. Jeg havde det som om, at mit liv i Danmark indeholdt aspekter, der ikke længere var vigtige. Deriblandt løb. Min krop har også været længe om at bearbejde mit voldsomme møde med efterretningstjenesten ved den syriske grænse. Da mørkklædte mænd smed fotografen Lars og mig ind på bagsædet af en bil og ræsede mod det ukendte, troede jeg, at vi var blevet kidnappet, og jeg blev bange. Vildt bange. Min puls bankede derudaf, og maven snørede sig sammen. Når jeg sidenhen har forsøgt mig med at løbe, og pulsen er begyndt at stige, er jeg blevet overvældet af de samme følelser. Frirummet og glæden, jeg har forbundet med løb, har været væk.

Første etape

Men i dag stod jeg igen ved grænsen. På den anden side lå 10 km. Uopdagede, uløbede og kun mine. For første gang i meget lang tid. De to første kilometer løb jeg for hurtigt, hvilket jeg skulle bøde for resten af turen. Jeg fulgtes med en tidligere elev, og det var hyggeligt. Snart så jeg kun hendes ryg, og hun forsvandt ind i skoven foran mig. Rank, høj og med en tyk lang hestehale, der svingede frem og tilbage i den fugtige sommerluft. Jeg elskede, at jeg ikke havde en jordisk chance for at følge hende. ”Flyv, Clara!”, havde jeg lyst til at råbe af mine lungers kraft, men jeg havde ikke luften.

Flugten

Frem til 6,5 kilometer havde jeg det fint. Varm, presset og uden luft, men stadig ved godt mod, fordi angsten i kroppen og ilden i maven ikke var der. Kort efter kom det snigende – stikkende og insisterende. Suget i maven, jeg kender så godt. Jeg havde lyst til at rive startnummeret af trøjen og ringe hjem. Men jeg fik stoppet det! I stedet for at gå i yderligere panik valgte jeg at zappe ind i en anden verden. En verden, hvor fotografier og tekst står helt klart og tydeligt. Jeg forestillede mig fotografen Lars’ billeder og min tekst med historier fra Rana, Maram, Mohammed, Ahmed… Alle skæbner fra den syriske grænse. Alle syriske flygtningebørn, der åbnede deres liv og historier, og lod os kigge ind et kort, men betydeligt øjeblik. Alle mennesker, der er flyttet ind i min bevidsthed og i mit liv. Jeg tænkte på deres flugt, deres frygt, savn og tab, men også deres enorme styrke til at insistere på et værdigt liv i al uværdigheden. Jeg bestemte mig for at bruge af deres styrke, og snart kunne jeg mærke ilden og panikken forlade den efterhånden hårdt pressede og utrimmede krop. Jeg satte tempoet op de sidste kilometer og nød synet af målområdet og alle tilskuerne.

 

Jeg kom i mål med sommerfugle i maven og et smil om munden. En kæmpe sejr for mig. Jeg er jo løber! Løb er vigtigt for mit liv, min udvikling og min bearbejdelse af hverdagen. Jeg er ikke længere bange for den brændende mave, og jeg er ikke bange for de næste fire dage i Etape Bornholm. Og vigtigst af alt: Jeg er ikke længere bange for at løbe!

Ved målstregen stod Clara. Storsmilende og med arme vendt mod himlen. Hun ventede på sin gamle matematiklærer. Lykken findes!

 

Foto: Lars Schmidt

Et stort menneske i en mini krop

Af Maren Elise Skjerlie Gilling

Jeg kender mest Anne Mini Hviid fra Instagram og som sponsorløber for Marathon Sport. Populær, ung, hurtig, voldsomt lækker og med en meget dejlig kæreste. Hun er et af de mest kendte NBRO ansigter, og hun ser altid skarp ud. ”Hipster-pigen fra Nørrebro er sikkert vildt overfladisk og irriterende”, tænkte jeg. I mødet med Anne gør hun med det samme mine tanker til skamme. Hun er alt andet end overfladisk og irriterende. Tværtimod fremstår hun som et reflekteret, følsomt og varmt menneske. Vi mødes på en trendy café på Nørrebro. Selv kommer jeg direkte fra et skidt møde og er i voldsomt dårligt humør. Så dukker Anne Mini op – storsmilende og sommerlækker. Jeg fortryder straks min påklædning og mine manglende designersolbriller.

 

NBRO-magien

Anne har en fortid som håndboldspiller i Viby. Den lille, hurtige playmaker spillede i landets næstbedste række, men har nu byttet håndboldsko ud med løbesko. Da hun flyttede til København, fandt hun hurtigt ud af, at løb var mere foreneligt med arbejdet. Det er nu 5 år siden, hendes kæreste fik hende lokket med til træning i NBRO. Hun blev hurtigt bidt af løb og tilskriver NBRO en stor del af æren for dette: ”NBRO har været enormt vigtigt for mig, og jeg er så taknemlig for, at jeg er blevet en del af det. Det, at jeg kan dele mine succeser og gode tider med mine holdkammerater, er så vigtigt for mig. Det forstærker hele oplevelsen”, siger hun. NBRO er stille og roligt udvidet til nu at bestå af en fast kerne på 300-400 stykker. ”Mange i NBRO er blevet meget hurtigere og er nu tilhørende sub-eliten, men det er stadig det sociale, der er i fokus. Vi er meget tætte og meget sammen”, smiler Anne Mini. ”Gennem NBRO er jeg blevet eksponeret for mange forskellige typer og personligheder, som jeg måske normalt ikke ville være blevet venner med. Vi har alle forskellig bagrund, historier og begrundelser for at løbe. Fælles er, at vi vil hinanden og fællesskabet. Hver og én tilfører de noget positivt i mit liv”.

Et tæt bånd

Anne Mini er en af de hurtigste kvinder i NRBO, og hun bliver ved med at udvikle sig som løber og opnå bedre resultater. Anne Mini bliver trænet af tidligere eliteløber Maria Sig, og dét samarbejde har i den grad rykket ved hendes tider og præstationer: ”Efter jeg fik Maria tilknyttet som træner, er der blevet langt større kvalitet over min træning”, fortæller Anne Mini. Når vi taler om Maria og deres samarbejde, står det meget tydeligt for mig, at de to har noget helt særligt. Det handler ikke blot om løb, træningsplaner, pulszoner og PR. ”Jeg har fra den første mail, vi skrev til hinanden, følt mig tryg ved hendes store faglighed, men vigtigst af alt, så er jeg tryg ved hende. Hun ser mig, respekterer mig og forstår mig. Hun giver mig så uendeligt meget. Gennem mine præstationer, føler jeg, at jeg kan give noget tilbage til hende. Hun fortjener al den ros og anerkendelse, hun kan få”.

World Marathon Majors

Sammen med sin kæreste, Anders Rømer, har Anne Mini nu fuldført The Major. ”Mit liv er gået fra solrejser og skiferie til løberejser med Anders”, siger Anne Mini. World Marathon Majors består af Tokyo, Boston, London, Berlin, Chicago og New York marathon. ”Det er en fantastisk måde at opleve verden og nye byer på. Det er som om det bliver mere udtryksfyldt, når man har løbet i gaderne. Byen kommer ind under huden på én, og man får også et godt indtryk af menneskerne i byen. Hendes største oplevelse var at løbe marathon i Bostons overfyldte, trange gader. ”Det er, som om hele byen hepper og klapper på én, og man har virkelig følelsen af, at man bliver båret frem”.

Fashionista

Anne Mini ser altid skarp ud i sit tøj. ”Lækkert løbetøj giver mig et kæmpe motivationsboost. Farvekombinationen er også meget vigtig. Hurtigt løb kræver også hurtigt tøj”, smiler hun. Jeg mindes, at jeg så hende i en lille mørkeblå løbetrusse til Tokyo Marathon. ”Det er som om, jeg får lyst til at løbe hurtigt, når jeg har det rigtige tøj på”. 

 

Jeg pakker min bog og pen i tasken, krammer Anne Mini farvel og sætter mig på racer for at flyve hjem langs Søerne. Jeg har glemt alt om mit dårlige møde tidligere på dagen. Jeg smiler. Jeg tænker, at Anne Mini er noget helt særligt. Hun er passioneret og kvik. Hun er nærværende. Hun er et stort menneske i en lille, stærk og veltrimmet løbekrop. Hun er Anne Mini!

 

Tre af Anne Minis favoritter

http://shop.marathonsport.dk/lobetoj/nike-breathe-tank-dame-170474.html

http://shop.marathonsport.dk/lobesko/nike-zoom-fly-dame.html

http://shop.marathonsport.dk/lobeure/garmin-fenix-5s.html

 

Diadora kampagne

Sommerferien er skudt i gang og det fejrer vi med et godt tilbud! Denne sommer kan du spare 40% på løbetøj fra Diadora, mens den revolutionerende løbesko, Diadora Blushield, er nedsat til 999 kr.

Oven i købet får du en gratis Diadora t-shirt med, når du køber et Diadora produkt!

Hvad venter du på? Vi ses i Marathon Sport.

Amfetaminen er byttet ud med løbesko

Månedens Løber

Af Maren Elise Skjerlie Gilling 

Mors dag

Det er mors dag. Min mellemste søn har inviteret mig ud på kaffe. Vi går hånd i hånd ned ad Vesterbrogade. Hans lille hånd i min. På fortovet foran os ligger en hjemløs kvinde sammen med sin hund. Hun er fuld, trist og hendes makeup er tværet ud i hele ansigtet. Min søn går i gang med tale med hendes hund, og den ruller sig straks rundt på ryggen. Med alle fire poter i vejret hengiver den sig til de små, buttede børnefingre. Jeg sætter mig ned ved siden af kvinden. Hun sælger Hus Forbi, og jeg køber en avis af hende, som jeg putter ned i min indkøbspose. Vi sidder der et stykke tid, og hun fortæller, at hun har fem børn. Hun forventer ikke, at de ringer til hende. Heller ikke på mors dag. Jeg giver hende en krammer og går grådkvalt derfra til den café, hvor min søn giver kaffe. Min skinny latte med dobbelt shot smager ikke så godt. Jeg fortryder, at vi ikke har inviteret kvinden med på café. Os mødre i mellem. Os mennesker i mellem!

Mødet med kvinden fylder i min krop resten af dagen. Vores møde på Vesterbrogade ligger som en tung sten i min mave, og jeg mærker en insisterende, uforløst nysgerrighed: ”Hvordan havner man der i sit liv, hvor man ligger fuld og trist på Vesterbrogade klokken 11 søndag formiddag? Hvor gik det galt? Hvilke historier bor der i sælgerne af Hus Forbi? ”. Efter at have lagt ungerne i seng åbner jeg min pose. Hus Forbi ligger på toppen, og jeg begynder at læse. Fra start til slut. På den sidste side i avisen kan jeg læse om Hus Forbi sælgeren Kristian. Han skal løbe Copenhagen Half. Dette er min chance! Jeg skriver straks en mail til avisens redaktionschef.

Foto: Lars Schmidt

Drømmen om de lange løb 

Et par uger senere møder jeg Kristian i hans etværelses lejlighed i Ishøj sammen med fotograf Lars Schmidt. Jeg har slæbt Lars med for billedernes skyld – men han forstår hurtigt, at det ikke handler om billeder, men om min egen usikkerhed. I Kristians lejlighed er der en sofa, et spisebord og to stole. Den ene stol sidder Kristian på. Den anden stol ligger i to dele i hjørnet. Dette er rammerne for Kristians nye start på livet. Han har byttet amfetamin og kokain ud med løbesko og drømmen om at fuldføre Copenhagen Half. Vi løber en tur langs stranden i Ishøj. Side ved side. To løbere med intet til fælles – bortset fra drømmen om de lange løb. Imens Kristian vrider sin hjerne og sit hjerte for historier, kører min egen hjerne ud af en tangent. Det slår mig, at når vi løber, betyder baggrund, livssyn, religion, sprog og personlige kampe ikke noget. Vi har det samme mål, vi skal den samme vej. Ned til molen og tilbage.  

Foto: Lars Schmidt

Han fortæller om et liv, der har været turbulent, rodløst og fyldt med svigt. Svigt han har påført andre mennesker. Han er hudløst ærlig og uden filter. Han har ikke behov for at pynte på sin historie og sine fejltagelser. ”Motion creates emotions”, tænker jeg.

En helt særlig stjerne  

Kristian beretter om brændte broer, alvorlige psykiske diagnoser og et liv på gaden i København. Han har altid haft følelsen af at være forkert og underlig. ”Måske blev jeg tabt på gulvet ved fødslen?”, siger han mut. Bunden ramte Kristian, da han boede på gader og stræder i København, og det eneste, han ville med sit liv, var at gøre det forbi. ”Jeg sad en hel dag og kikkede på togsporene, men jeg kunne ikke gøre det forbi. Det ville være synd for de mennesker, det ville gå ud over”, siger han. Hans redning blev et job som avissælger for Hus Forbi: ”Det blev et vendepunkt i mit liv. Jeg er blevet venner med dem, der arbejder uden for den butik, hvor jeg sælger mine aviser”, smiler Kristian. Det årelange misbrug har efterladt en milliongæld til venner, familie og banker. ”Nu har jeg mulighed for at tilbagebetale de penge, jeg skylder”, siger han. De gamle venner og bekendtskaber, der så tit har fået ham til at tage de forkerte afgørelser og beslutninger, er byttet ud med kunderene og de ansatte uden for Rema 1000 i Hillerød. ”Kristian har en helt særlig stjerne i vores butik. Han vinder manges hjerter, især de til tider skæve eksistenser fra teknisk gymnasium”, siger butikschef Mikkel, imens han lægger en arm rundt Kristian og smiler. ”Han sørger for at holde orden på parkeringspladsen, samle skrald op og tale med vores kunder”, fortæller Mikkel. ”Ja for fanden!”, afbryder Kristian. ”Og hvis nogen prøver at stjæle, så er jeg efter dem! Man skal altså ikke stjæle! Jeg har altid været vildt dårlig til at lave indbrud. Det er ikke min stil”.

Foto: Lars Schmidt

Ingen tvang!

Jeg er imponeret over, hvor enormt stolt Kristian er af sit arbejde som avissælger. Han irriteres over dem, der ikke følger de skrevne regler som sælger af Hus Forbi. Han omtaler køberne som kunder, og han er enormt høflig og imødekommende over for dem: ”Jeg skal jo ikke proppe avisen ned i halsen på dem. De skal kun købe den, hvis de har lyst til det”.

 Blomstrer op! 

Foto: Lars Schmidt

”Ved at løbe Copenhagen Half vil jeg bevise over for mig selv og alle andre, at man godt kan hanke op i sig selv og ændre det liv, man lever. Jeg vil også vise, at mine diagnoser ikke skal forhindre mig i at løbe langt”. Men Kristian har altså været der før. Han er startet forfra mange gange. ”Denne gang skal det lykkes for mig. Jeg finder styrke og kræfter gennem løb. På mine depressive dage hjælper det at løbe. Jeg kan blive helt høj og glad i hovedet. Det giver ro i min krop, og jeg taler ikke som et maskingevær. Man kan vel sige, at jeg blomstrer op, når jeg løber”, smiler han. Han er overbevist om, at han har det, der skal til af vilje, beslutsomhed og stædighed for, at hans projekt vil lykkes: ”Jeg går helhjertet ind i tingene, og det er dét, der skal bringe mig over målstregen den 17. september”. Jeg tænker straks på den tidligere eliteløber, Henrik Thems, ord: ”Hver løbers vigtigste opgave er at blive den bedste version af sig selv. Du kender ikke andres historier. Kun din egen. Sæt et mål. Gå efter det”. Dette er Kristians historie. Dette er Kristians mål. Og han går efter det!  

Vi ønsker Kristian tillykke med titlen som Månedens Løber i Marathon Sport og ønsker ham held og lykke med træningen.

Kristian og Maren fra Marathon Sport